Anmeldelse af Black Bile - Cloacal Meditation

Med et cover der vist forestiller en passage i et beskidt, mørkt kloak-system og et logo, der mest af alt minder om en tjørnebusk fremfor bogstaver, skiller cypernske Black Bile sig ikke ligefrem ud med deres demo, Cloacal Meditation fra 2006, fra generaliteten af de ynkelige black metal demoer, der bliver udsendt nu om dage. Nuvel, man kunne jo ende med at blive positivt overrasket...

Hele demoen består af én sang, som starter ud med lyden af summende fluer og noget ambience med forskellige stemings-opbyggende effekter inkorpereret. Inden længe indleder vokalisten hele forfærdeligheden og det første, der falder én ind er, at vokalen er utroligt ubalanceret og varierer alt for meget i volume. Til tider overdøver den fuldstændigt alt andet og på andre tidspunkter er den bare en lav, rumlen i baggrunden. Guitarene er tynd og riffsne er svære at høre for den overdrevne rumklang, der bliver gjort brug af på trommerne, som ellers spiller relativt innovativt, når man tager udgivelsens kommercialitet i betragtning. Trommeslageren gør brug af flere forskellige bækkener og varierer meget i den måde, han bruger dem på. Efter nogle minutters gentagelser af de samme, langsomme monotone mønstre, dukker et andet element op; en slags diktator-vokal, som kører parallelt med den mere morbide vokalist.

Produktionen bliver i sidste ende det, der dræber denne udgivelse godt og grundigt. Det virker som om, at Black Bile lige har opdaget, at der findes rumklang, så, ligesom teenage-piger der lige har opdaget make-uppens vidundere, så gør de for megen brug af effekten, så trommernes kant og slag fuldstændigt forsvinder og i stedet efterlader et trommesæt, der er blottet for al tunghed og eksplosivitet, som nok er en af de vigtigste ting, når man spiller tungt, langsomt blackened doom. Vokalen er som sagt lige lovligt ukontrolleret og mandens (og dog..) skrigeri, stønnen og klagen bliver efter 5 minutter kedsommeligt og efterhånden nærmere pinagtigt, da det er umuligt at ignorere på grund af volumen i forhold til resten af instrumenterne. Guitarene ender som en lavmælt buzz i baggrunden, så tyngden i egentlig er så godt som ikke-eksisterende.

Alt i alt, så prøver Black Bile lidt for meget på at virke onde og frastødende i stedet for at koncentrere sig mere om musikkens indhold som sådan. Produktionen gør som sagt intet for bandet, som stortset allerede har underskrevet deres egen dødsdom ved at kalde sig Black Bile. Dette var en uinspirerende, kedelig og middelmådig udgivelse, som måske vil kunne tilfredsstille fans af det ypperste undergrunds torture-doom i form af Senthil, Wormpleghm og Planet AIDS. Men slet ikke uden for denne lille, eksklusive niche. Kedeligt.

Skrevet af Christian Qvortrup, d. 8. februar '09.